Mødet med min sagsbehandler..

I mandags var jeg til møde med min sagsbehandler, som jeg skrev om lige her.

Jeg havde taget manden med, hvilket jeg var super glad for. Han kommer også med fremover. Det er som om de behandler mig helt anderledes, når han er med. Han syntes, hun talte mig meget efter munden...

Nå, men, mødet skulle afholdes for at finde ud af, hvor vi er henne af i min sag og hvad vi mangler, før vi kan komme til et nyt rehabiliteringsmøde, hvor det endeligt besluttes, hvad der skal ske; fleksjob er forhåbningen!!

Jeg er i gang med møder med en diætist, som jeg afslutter 1. december  i år. Derudover er jeg til samtaler med en coach, hvor jeg har fået ordineret 10 timers samtale, og hver gang tager ca. 1-1,5 time. Indtil videre har jeg været der én gang, så det kommer også til at gå hurtigt. Sidst men ikke mindst skal jeg på et selvhjælps-kursus, der hedder "Lær at tackle kroniske smerter", som jeg påbegynder på mandag, den 2. november. Det glæder jeg mig meget til - jeg har hørt meget godt om resultatet, så mine forhåbninger er høje :) Det kommer til at vare seks mandage, så det er jeg færdig med den 7. december. Så jeg håber jo lidt, vi kan komme på det her rehabiliteringsmøde inden jul - for, som manden rigtig nok påpegede, så kommer det meget snart bag på kommunen, at det er jul og at juleferien skal afholdes. Ellers var tanken, at mødet bliver i starten af det nye år!

Det var en STOR lettelse at få en foreløbig tidsramme og plan, selvom det slet ikke er fastlagt endnu. Jeg kunne mærke, at jeg var mere rolig, da vi gik derfra. Og så var jeg enormt glad for at vi begge havde hørt det; både for at jeg ikke skulle genfortælle det hele, men også fordi vi så kunne snakke om det hele.

Manden fik også slået hårdt i bordet og bedt dem om at tage sig lidt sammen efterhånden. Vi synes, sagsbehandlingen tager uendeligt lang tid, og de bliver ved med at køre mig rundt i det samme cirkus. Det gider vi bare ikke mere, nu skal der altså snart en afklaring til, så vi kan komme videre i vores liv! Han påpegede også meget kraftigt, at vi ikke godtog endnu en praktik, da resultatet af endnu én vil blive nøjagtigt som den på apoteket! Det ér nu engang bare min situation! Desuden fik vi sagt til min sagsbehandler, at vi bestemt ikke synes det var i orden, at de til det forrige møde havde sagt, at jeg skulle nedprioritere gåture med frk. Hund, og KUN koncentrere mig og min energi i arbejde!

De sidste par dage har jeg egentlig bare ligget på sofaen med minus energi og ondt over det hele. Feberen kommer og går, som det passer den! Så det er godt, jeg ingen planer har, ud over at tage mig af frk. Hund og hr. Kat :) Dog lufter jeg også lige miss H og lille L midt på dagen, når deres far og mor er på arbejde. Lille L er jo trods alt kun en lille hvalp endnu :)